De første selvhjælpsgrupper startede i USA i 30’erne – det var AA (Anonyme Alkoholikere), der udviklede samtalemetoden, hvor man mødes i grupper og taler i runder. I AA er der meget faste regler og ritualer – og de selvhjælpsgrupper, der siden kom til Danmark, er langt mindre regelrette og ritualiserede, men runden er bevaret, det vil sige langt de fleste gruppemøder starter med en runde, hvor alle kommer med det, vi kalder en ”vejrmelding”: en melding om, hvordan man har det, hvad der er aktuelt lige nu, og hvad der er sket siden sidste gruppemøde i forhold til den problematik, som gruppen mødes om.
I Danmark har selvhjælpsgrupperne en anden central baggrund, nemlig patientforeningerne.
Mange af disse arbejder på to niveauer: udadtil politisk og indadtil for sine medlemmers konkrete behov. Herunder er de med til at oprette patient-, pårørende-, netværks- eller støttegrupper.
Begrebet selvhjælpsgrupper præsenteres for første gang i regeringens forebyggelsesprogram i 1985. forebyggelsesprogrammet var foranlediget af WHO’s kampagne ”Sundhed for alle år 2000”.
I kampagnen hed det, at ”selvhjælpsgrupper er et enkelt og bredt tilgængeligt forebyggende redskab”.
I Danmark blev denne kampagne introduceret bl.a. af embedslæge Vagn Christensen, som også skulle blive én af pionererne i forhold til selvhjælpens udbredelse herhjemme. Senere samme år blev han inviteret til at holde foredrag i Sdr. Bjert og Sdr. Stenderup (Kolding) husholdningsforening om emnet ”Livsvilje som middel mod sygdom”.
I dag er der nok ingen, der studser over sådan en titel, for vi bliver mere og mere vant til, at man tænker patienten med som en vigtig medspiller i forhold til behandling af sygdom – fx laver man patientskoler i mange kommuner, hvor erfarne kronikere lærer patienter, som for nyligt har fået deres diagnose at blive bedre til at tackle livet med sygdom, smerte osv. Men dengang var det en ny tendens som, det siden har vist sig, var kommet for at blive.
I foredraget nævnte Vagn Christensen selvhjælpsgrupper som et led i denne tendens, og bagefter sluttede formanden for husholdningsforeningen, Lisbeth Bonde Petersen, aftenen med at spørge bredt ud i forsamlingen, om der var nogen, der havde lyst til at være med til at prøve at få nogle selvhjælpsgrupper i gang. Det var der, og de fik igangsat et forsøgsprojekt med støtte fra undervisnings- og socialministeriet.
I 1987 startede de første selvhjælpsgrupper i Kolding, og Lisbeth Bonde Petersen var med til at sprede idéen over hele landet med mange foredrag, udgivelser og personlig vejledning til alle interesserede. I 1988 var der 40 selvhjælpsinitiativer på landsplan, i 1991 var der 80 med 1000 grupper og i 1996 var der 94 selvhjælpsforeninger med 1541 frivillige.